Åben menu

Om Ud af Hamsterhjulet ApS |

Ud af Hamsterhjulet ApS er bare mit holdingselskab. Det vil sige, at det er et firma, der ikke producerer noget, men bare ejer noget. Firmaet ejer 50% af Shoporama ApS.

De færrste danskere ved , hvad et holdingselskab er, så det tillader jeg mig lige at forklare.

I 2013, var jeg med til at starte det firma, jeg lever af i dag, Shoporama ApS. Det er et softwarefirma og da vi ikke kendte indtjeningen og potentialet for det, så valgte vi begge (vi var to, der startede det), at stifte et holdingselskab, der så ejede vores andel. Det betyder, at jeg ejer Ud af Hamsterhjulet ApS, som så ejer 50% af Shoporama.

Hvorfor vil man gøre det, kan du med rette spørge? Jo – det skyldes, at hvis man en dag er så heldig at sælge Shoporama for f.eks. 3 mio., så vil jeg jo få 1,5 mio. Hvis jeg ejer Shoporama privat, så vil jeg skulle betale topskat af de 1,5 mio. det år, jeg sælger det.

I stedet har jeg gjort sådan at mit holdingselskab ejer Shoporama. Så hvis Shoporama bliver solgt, så får holdingselskabet 1,5 mio. De skal ikke beskattes med topskat, så de står så at sige i holdingselskabet. Jeg kan nu vælge at udbetale 40.000,- om måneden i løn til mig selv og stadig undgå topskatten. På den måde ville jeg kunne bygge en ny forretning op, mens jeg løbende æder af min gevinst fra salget. Så det er i korte træk, hvad man bruger et holdingselskab til.

Så firmaet Ud af Hamsterhjulet ApS i sig selv er ikke synderligt interessant. Firmaet producerer ingenting, men ejer egentligt bare min halvdel af Shoporama ApS.

Vil du have flere detaljer om, hvad et holdingselskab er, så bør du se denne video, hvor advokat Jacob Tøjner forklarer det på fornuftigt dansk. Videoen er fra 2013, hvor kapitalkravet var 80.000,-. Bemærk, det er ændret til 40.000,- i dag (2020).


Hvorfor hedder det Ud af Hamsterhjulet ApS?

Af to årsager... Folk er normalt ret ligeglade med deres holdingselskaber. Så de hedder som regel bare noget med deres navn f.eks. "Vadskær Holding ApS". Men det syntes jeg, var for kedeligt, når nu der er frit slag i bolledejen. Så det blev til Ud af Hamsterhjulet ApS. Kunne som sådan også have været "Have a Cigar ApS" eller sådan noget, men ja – nu blev det som det blev... også fordi jeg synes at "hamsterhjulet" er et fedt udtryk, men en ubeskrivelig ufed situation og da jeg stiftede det fandt jeg mig selv midt i hamsterhjulet og min start af Shoporama var en reaktion på, at jeg skulle ud af det hamsterhjul.